Om Roverway 2024

I sommeren 2024 drager spejdere mellem 16 og 22 år fra hele Europa på Roverway i Norge. En spændende lejr, hvor deltagerne vil stifte bekendtskab med mange forskellige kulturer gennem mødet med tusindvis af europæiske deltagere. Sjove øjeblikke, viden og idéer er nogle af de nøgleord, som Norge sætter på lejroplevelsen.

Selve lejren finder sted d. 22. juli til 1. august 2024, men på grund af fælles rundrejse, vil afrejsetidspunktet for vores vedkommende ligge 3-4 dage før d. 22. juli 2024.

Hvad er Roverway?


Det særlige ved Roverway er, at lejren er opdelt i to dele, hvoraf første del kaldes ‘paths’. Alle deltagere vil de første fem dage befinde sig på en path sammen med en dansk patrulje og dertil internationale deltagere. Ved tilmelding er det muligt at vælge mellem en række forskellige paths rundt omkring i Norge. Disse paths vil have forskellige temaer og tilbyde forskellige oplevelser med norsk natur og kultur.

© World Scouting / Vincent Duval

Når alle paths afsluttes, mødes deltagerne på det fælles lejrområde i Stavanger, hvor resten af lejren vil finde sted. Her er der masser af aktiviteter, sceneshows, butikker og meget andet, som vi kender det fra Spejdernes Lejr.

© World Scouting / Enrique Leon

Roverway er en af de mest populære events i Europa med omkring 5000 deltagere. Lejren har tidligere været afholdt i Finland, Island, Italien, Portugal, Frankrig og Holland.

Roverway er lavet af rovere for rovere.

© Trolltunga Adventures / Åsmund Aarsand